Jeg husker tydeligt første gang, jeg gik en af vandreruterne på Porto Santo. Det var tidligt om morgenen, lige efter yogaklassen, og jeg havde egentlig bare tænkt, at jeg ville se, hvad der lå bag bakken. En halv time senere stod jeg på en klippe med udsigt over det mørkeblå Atlanterhav og ni kilometer gyldent strandsand nedenunder – og mærkede, at noget i kroppen, der havde været spændt i måneder, simpelthen slap.

Det var det øjeblik, jeg besluttede, at Porto Santo skulle være fast destination for mine retreats. Ikke fordi øen er spektakulær i turistisk forstand. Men fordi kombinationen af yoga og rigtig bevægelse i et smukt, øde landskab gør noget ved kroppen, som ingen yogaklasse alene kan.

Hvis du overvejer et yoga retreat i Portugal, er det her, hvad du kan forvente – og hvad der gør Porto Santo anderledes end de fleste retreats.

Porto Santo – ikke Madeira, noget bedre.

Porto Santo er øen ved siden af Madeira – en gammel vulkanø med et dramatisk og varieret terræn, der overrasker mange, der forventer noget fladt. Øen har stier, klipper og bjergsider med udsigt over havet på alle sider, og ni kilometer ubrudt, gyldent strandsand langs sydkysten. Den er meget anderledes end Madeira, og det er præcis det, der gør den så god

Her er ingen store turistattraktioner. Ingen overbefolkede restaurantgader. Bare en ø på ca. 5.000 fastboende og en ro, man mærker fra det øjeblik, man stiger ud af flyet. Porto Santo ligger tæt på ækvator, og det betyder, at klimaet er stabilt og mildt hele året rundt. Temperaturen svinger ikke meget, uanset om man rejser i januar, april eller oktober. Det er en af grundene til, at jeg vender tilbage hertil tre gange om året.

Det er et af de få steder i Europa, jeg kender, hvor man kan gå en lang tur i naturen, lave yoga med havet som baggrund, spise en god middag og have været fuldstændig alene med sine tanker det meste af dagen. Alt det på den samme dag. Det er den kombination, der gør Porto Santo til et godt sted for netop denne type retreat.

Vandring som del af yogaen

Det, der adskiller mine Portugal-retreats fra mine øvrige retreats, er de fire guidede mindfulde vandreture, som er en fast del af programmet. Det er ikke noget, jeg har lagt på som en ekstra aktivitet. Det er en integreret del af ugen, fordi det gør en reel forskel for, hvad deltagerne tager med hjem.

Hver morgen sætter jeg en intention eller et tema for dagen i yogaklassen. Det kan være noget med nærvær, accept, at slippe kontrollen eller at lytte indad. Og så er det netop den intention, vi tager med os ud på vandreturen. Det er ikke som en opgave, men som noget, der langsomt arbejder sig dybere ind i kroppen og bevidstheden, mens vi går. Bevægelsen i naturen, de sanselige indtryk og den stille gang gør tilsammen noget, som yogamåtten ikke kan gøre alene. Det er som om, at kroppen bruger turene til at lade alt det lande, som yogaen har åbnet op for.

Turene er ikke konditionstræning. De er nærværende vandring med et bevidst fokus. Vi går med sanser, vejrtrækning og opmærksomhed på det, der er rundt om os. Og man kommer hjem fra turen med noget, der er svært at sætte et præcist ord på.

Det er også noget, jeg ser gang på gang: at de deltagere, der er mest præget af uro eller overtænkning, typisk er dem, der får allermest ud af vandreturene. Noget i den rytmiske, fremadrettede bevægelse i et åbent, smukt rum gør noget ved nervesystemet, som hverken en god yogaklasse eller en god nats søvn gør. Det er svært at forklare, før man har prøvet det.

 

 

En dag på Porto Santo – sådan ser den ud

Morgen-yoga klokken 7.30. Halvanden time med hatha- eller vinyasayoga, der vækker kroppen, skaber varme og sætter tonen, og dagens intention, for den kommende dag. Derefter er der morgenmad, inden resten af formiddagen er fri.

Det er i den frie tid, meget af det egentlige arbejde sker. Tid til at gå en tur på egen hånd, læse, ligge på stranden, sidde med kaffen og se på havet. Måske tage en cykel ud langs kysten. Der er gratis cykler til rådighed. Spille en omgang padel eller tennis. Eller bare sove lidt.

Om eftermiddagen er der enten en af de guidede vandreture eller en ny yogasession: yinyoga eller mediyoga, der er blødere og mere indadvendt. Det er yogaformerne, der arbejder dybt i bindevævet og aktiverer det parasympatiske nervesystem. Det afspændte, restitutionsfremmende modstykke til morgenens mere dynamiske yoga. De to former supplerer hinanden godt over en hel uge.

En aften i løbet af ugen går vi fælles ind til Porto Santos lille by og spiser på en restaurant, der ligger oppe på en bjergside med fuld udsigt over hele øen og havet. Det er et spektakulært sted – og altid en god aften, fordi man på det tidspunkt kender hinanden nok til, at samtalen løber af sig selv.

 

Hvornår passer Porto Santo bedst?

Jeg rejser til Porto Santo tre gange om året på nøje udvalgte tidspunkter.

Januarrejsen er for dem, der trænger til lyset og solen midt i den mørkeste del af året. Porto Santo er en af de få europæiske destinationer, der byder på rigtigt dagslys og varme, selv i januar, og det mærkes i kroppen og humøret fra ankomstdagen. Det er et tidspunkt, mange ikke tænker på som rejsetid, men som ofte viser sig at give allermest.

Forårsturen i april (uge 15, 6.–13. april 2026) er god for dem, der har brug for et skub ind i året. Naturen er grøn og frisk, og øen er endnu stille. Det er et oplagt tidspunkt at rykke ud af vinterens træghed – ikke med et sportsrejse-program, men med noget, der faktisk gør dig godt.

Efterårsturen i uge 44 (26. oktober – 2. november 2026) er for dem, der har brug for at afslutte året ordentligt, inden det går i sort. Stranden er næsten tom, lyset er smukt og lavt, og det er netop i de måneder, mange mærker behovet for en uge, der gør mere end bare genoplader.

 

Yogarejse til Porto Santo

Hvem rejser til Porto Santo?

Alle niveauer. Det er vigtigt at sige, fordi Porto Santo-retreatet godt kan lyde aktivt, og det er det også, sammenlignet med mine øvrige retreats. Men aktivt betyder ikke krævende. Vandreturene er designet til at være tilgængelige for alle, og yogaen tilpasser jeg altid til det hold, der er med.

Det er for dig, der trives med at være ude i naturen, og som har lyst til en uge, der både rummer yogaens indadvendte arbejde og den specifikke slags klarhed, der kun kommer af at gå længe i et smukt landskab. De to ting mødes godt på Porto Santo.

En stor del af dem, der tilmelder sig, rejser alene, som på de fleste af mine retreats. Fællesskabet opstår hurtigt og uden anstrengelse, når man deler den slags dage. Og der er altid plads til at trække sig, når man har brug for det.

 

Hotellet og det praktiske

Vi bor på Hotel Vila Baleira Suites – et velindrettet all inclusive-hotel med en rolig, nærværende atmosfære. Hotellet har både indendørs og udendørs pool, wellness-faciliteter, mulighed for spabehandlinger, padel og tennis. Der er gratis cykler til rådighed i fire timer om dagen, og yogaundervisningen foregår i et dedikeret lokale på hotellet.

All inclusive betyder her, at al mad og alle drikkevarer er inkluderet under opholdet. Det betyder, at man ikke behøver at tænke på noget praktisk i løbet af ugen – og den frihed mærker man. Der er en forskel på at være på ferie, hvor man hele tiden skal koordinere og tage stilling, og at være et sted, hvor man bare kan være. Det er sidstnævnte, vi sigter efter.

Vil du vide mere om, hvad en yogarejse eller et yogaretreat generelt indebærer? Jeg har samlet det i en guide: Yogarejser og yogaretreat – din guide til yoga-ferier i udlandet.

Du finder de aktuelle afrejsedatoer, priser og det fulde program på Porto Santo-siden. Begge ture er all inclusive fra kr. 10.298, – og inkluderer direkte fly fra Billund, 12 yogasessioner, fire guidede mindfulde vandreture og gratis cykler. Pladserne er begrænsede, så det anbefales at booke i god tid.