BodySense træning med Camilla
Restorativ træning der møder kroppen hvor den er
og gradvist bygger den op.
BodySense træning er en ultrablid bevægelsesform – og en tilgang der støtter kroppens egen heling.
Blide aktive øvelser der træner kropsbevidsthed gennem bevidst sansning, nærvær og vejrtrækning. Bevægelserne går fra mikrobevægelser til lange blødgørende stræk. Inspirationen kommer fra yoga, Qi Gong, Feldenkrais, SE-træning og Z-health hjernetræning.
Træningen er særlig velegnet til mennesker med ubalance i nervesystemet som følge af langvarig stress, senfølger efter hjernerystelse, kroniske smerter eller recovery efter sygdom.
Efter stress, traumer eller længere tids sygdom kan vores fornemmelse af kroppen og sanserne være forstyrret og nervesystemet ofte på overarbejde. Da stress lagres i kroppen er det vigtigt at vi nænsomt “bevæger os ud af stress”.
Vores nervesystem spiller en væsentlig rolle i stressregulering. Derfor har vi i træningen fokus på beroligelse af nervesystemet – og dernæst på genopbygning.
Gennem BodySense træningen kan vi på en blid og omsorgsfuld måde igen begynde at blive fortrolige med kroppens fornemmelser og sansningerne, og vores hjerne kan få mulighed for at falde til ro og korrigere fastlåste mønstre og ubehag. Hjernen kan kun lære nyt, når der er ro på systemet. Så vil den til gengæld rigtig gerne finde nye veje til at løse opgaver og udfordringer nemmere og sjovere.
I BodySense træningen tager vi udgangspunkt i, hvad kroppen kan tilbyde i dag og giver plads til at dage kan være forskellige. Der er ikke noget vi skal ase og mase igennem. Her har vi fokus på at mærke efter, hvad der føles rart i kroppen lige nu og kun lave bevægelserne, så det føles godt.
Faktisk kan vi opdage, at jo mindre vi gør en bevægelse, jo mere kan vi mærke, hvad der sker i kroppen.
Træningen består af guidede øvelser, hvor flere sanser sættes i spil – i kombination med afspænding og bevægelsesmeditationer. Det foregår primært liggende og også siddende og stående. Der vil være små øvelser til inspiration, som du kan tage med hjem og bruge til at få ro på i hverdagen.
Der er mulighed for at komme til en prøvetime inden tilmelding til holdet.
Jeg vil dog altid anbefale, at man prøver et forløb på flere gange, da oplevelsen vil være forskellig fra gang til gang.
Du er meget velkommen til at kontakte mig for spørgsmål inden tilmelding på: camilla@favnaarhus.dk
Skriv endelig også, hvis du er interesseret i at prøve BodySense træningen, men ikke kan på tidspunktet for det nuværende hold, så kan jeg give dig besked, når vi har nye hold på vej.
Jeg glæder mig til at møde dig og til at give din krop og dine sanser en bevægende, nærværende og opbyggende stund.
Hvornår:
Torsdag d. 8. – 29. august
og
Torsdag d. 5. – 26. september
Tid:
Kl. 11.00-12.30
Pris:
4 torsdage 600 kr.
Sygemeldte og lavindkomst 500 kr.
Prøvetime 75 kr.
Hvor:
Favn
Jægergårdsgade 14, 2. sal
8000 Aarhus