Henriette Eli Petersen
Hej! Jeg hedder Henriette og er uddannet Manuvision Kropsterapeut og Træner samt Manuvision Naturterapeut.
Manuvision kropsterapiuddannelsen er en 2-årig mesterlære uddannelse, hvor jeg er blevet uddannet af nogle af de bedste behandlere i Danmark.
På naturterapiuddannelsen arbejdede vi med relationen til os selv, vores egen ”underbevidste” natur (gamle vaner, mønstre og automatikker bliver udfordret), mens vi opholdte os i naturen. Det handler om at styrke vores relation til naturen – og bringe den i spil i mødet med andre mennesker. Naturen er et magisk sted med en helt særlig kraft (en urkraft). Jeg er meget fascineret af naturens helende egenskaber og indvirkning på vores nervesystem.
Min baggrund og anden uddannelse samt en lang karriere tager afsæt i hotelbranchen indenfor salg, markedsføring og hoteldrift i forskellige stillinger som sælger, leder og chef. Efter mere end 25 år i hotelbranchen i både ind- og udland, og et generelt fortravlet liv med periodevis konkurrenceridning ved siden af, begyndte min krop ”at tale” til mig på en ny og anderledes måde, end jeg var vant til. Jeg valgte derfor at stoppe op, og lytte til den – det tog noget tid at forstå, hvad der egentlig var på spil.
Jeg har altid været meget aktiv, brugt min krop – og elsker at være i bevægelse. Og særligt naturen har været en vigtig og kærkommen ven til både træning og til at søge roen i. Yoga og vinterbadning er desuden blevet mine tro følgesvende – og begge aktiviteter sammen med kropsterapien og naturen har gjort underværker for min krops og mit sinds velbefindende.