Karen Gröndahl
Mit navn er Karen Gröndahl, og jeg er certificeret TOTUM kropsterapeut.
Du kan møde mig i Favn hver mandag, hvor jeg giver behandlinger. Resten af ugen arbejder jeg i min private klinik i Gedved, mellem Skanderborg og Horsens, hvor jeg også bor.
Udover kropsterapien har jeg 20 års erfaring med intensivt arbejde med meditation, selvudvikling, energi- og kropsbevidsthed samt parforholdsprocesser, hvilket jeg også holder kurser i flere gange årligt.
Oprindelig er jeg uddannet cand.mag., men valgte for nogle år siden at skifte spor for at arbejde med mennesker med udgangspunkt i en kropslig og energibevidst tilgang. Det var et godt valg. I kropsterapien kan jeg på bedste vis kombinere mine interesser og kompetencer. Det giver meget mening og glæde at arbejde på den måde, og det håber jeg også, at du kan mærke, når du modtager behandling hos mig.
Min tilgang
Jeg brænder for at hjælpe mennesker med at sætte deres liv i bevægelse. Når vi er i bevægelse, strømmer livet mere frit igennem os. Der bliver mere plads til den, vi er og til det, livet kommer med. Det giver os mulighed for at komme tættere på vores kerne og udfolde vores potentiale i alle aspekter af vores liv.
I en kropsterapeutisk behandling hjælper jeg dig med at komme ned i din krop og give slip på de ting, der ikke længere er gavnlige for dig. Det kan være fysiske spændinger og smerter såvel som fastlåste adfærdsmønstre eller uforløste følelser.
Hos mig møder du ingen kasser eller “one size fits all”-løsninger. Jeg har en åben og undersøgende tilgang i mine behandlinger og vil altid være nysgerrig på, hvad din krop fortæller, og hvordan dine indsigter kan hjælpe dig videre på din vej.
Jeg er vant til at arbejde i dybden og holde rummet, så der bliver plads til, hvad end du kommer med.