Mød dig selv gennem Living Yolates
Jeg har fornøjelsen af at tilbyde undervisning i den holistiske bevægelsesform Living Yolates, som involverer fordybelse i kroppen og pleje af sjælen. En session vil i korte træk indeholde: groundende meditation, energiarbejde, elementer fra yoga, pilates og dans* (vil variere fra session til session) & dyb afspænding som afslutning.
Gennem vejrtrækningsøvelser, visualiseringer og mindful bevægelse vil fokus være på at være lydhør for kroppens signaler og åbne op for det optimale flow i dig og dit liv. Min passion er altså at skabe et frirum fra hverdagens gøremål & tempo, hvor du kan genfinde og styrke forbindelsen indadtil og starte ugen fra et roligt bevidst sted.
I denne vinterperiode er det essentielt at slippe de gamle lag, ligesom træerne når de smider bladene og sender energien ned til rødderne. Ligeledes vil undervisningen handle om at omfavne og overgive sig til kulden og mørket, som en naturlig del af naturens og livets cyklus. Til hvert hold vil jeg sætte et tema som jeg synes passer til energien og til mine elever. Dog skal det siges at der altid er rum for at du kan tilpasse sessionen til dig og det du har brug for!
– Du er velkommen lige som du er – Om du er ny eller erfaring! Jeg glæder mig til at have dig med på mit hold og forhåbentlig mærker du samme magiske følelse ved Living Yolates som jeg!
*En lille note om dans: den kan godt skræmme nogle – og jeg vil blot understrege at det ikke er koreografi eller lign. Det er legende og frisættende bevægelse til musik, hvor jeg trygt vil guide.
Kærlige varme vinterhilsner Susan
Lidt om mig:
Udover at være på yogamåtten, så arbejder jeg i psykiatrien som sygeplejerske, hvilket er et givende arbejde. Jeg kan også godt lide at være ude i naturen, udvide min horisont gennem bøger og podcasts samt bruge min tid i selskab med andre.
Gennem yogaens verden indså jeg at det mentale og psykiske helbred er mindst lige så vigtigt som det fysiske, og at det hele hænger uløseligt sammen. Derfor er jeg så passioneret omkring en underviserform som Living Yolates, hvor jeg kan forene hele mig og tilpasse øvelserne efter min krop og ikke omvendt.
Jeg er ny i underviserrollen og er netop blevet certificeret underviser (Prisen for at deltage vil være derefter).