Charlotte Holm

Initiativtager til Favn

Yogalærer og Yogaterapeut, Hormonyoga-terapeut, Clairvoyant, Healer og Spirituel vejleder.

Drømmen bliver til virkelighed.

Drømmen om Favn opstod tilbage i 2011. Under et længere sygdomsforløb, grundet en arbejdsskade som lærer for specialklasseelever, manglede jeg et sted at gå hen. Et sted, hvor jeg kunne møde forskellige holistiske behandlingstyper og bevægelsesformer og samtidig blive vejledt i valget af disse, og ikke mindst et sted, hvor jeg kunne føle mig som en del af et kærligt favnende fællesskab, uden at jeg skulle præstere og ”være på”.

Senere som yogalærer og terapeut begyndte jeg at savne et kollegialt fællesskab, hvor vi kunne bære og løfte hinanden fra hjertet og med hver vores unikke personlighed og faglighed bidrage til et fællesskab for alles højeste bedste.

I april 2021 blev drømmen til virkelighed, og jeg er så taknemmelig og stolt over i dag at kunne byde dig hjertelig velkommen indenfor i Favn – Et favnende og inspirerende fællesskab for alle.

Min essens

Jeg tror på Kærligheden. Kærligheden til mig selv, mine medmennesker, alt levende, Moder Jord og den Universelle Guddommelige Kærlighed.

Jeg har en daglig intention om at møde alt i og fra mit hjerte. Det er nemt, når alt er i flow. Når jeg bliver fortvivlet eller dømmende overfor mig selv, eller hvis gamle mentale overbevisninger stikker af med mig, så har Livet lært mig, at Kærligheden og et åbent hjerte fordrer tillid, mod og ansvar.

Tillid til min egen sjæls sandhed, til mine medmennesker, Livet og støtten fra mine åndelige vejledere.

Mod til at være sårbar, mod til at være stille og tålmodig og mod til at træffe valg og handle ud fra mit Hjerte og min Sjæls sandhed.

Ansvar for, at jeg til stadighed tilsigter at lade mit Sjælslys skinne og står til tjeneste for det, der er langt større end mig selv.

En sprudlende Livsdans.

Jeg er idealist, og jeg er samtidig livsnyder.

Jeg elsker hverdagen, og jeg tror på, at alt hvad vi oplever er små og store gaver på vores rejse henimod at komme endnu mere kærligt HJEM til os selv, i tæt nærvær med vores Sjæls Lys.

Gennem yogaen, min kontakt til den åndelige verden og ikke mindst hjertekontakten til mine medmennesker oplever jeg, at det bliver så meget nemmere at leve ud fra min sjæls essens. Beslutninger og valg bliver som en legende dans, hvor jeg bare VED, hvad der er det rigtige for mig, modgang får ikke rigtig fat i mig og tager ikke min energi, som det kunne tidligere, og jeg oplever meget sjældent, at jeg er røget med på ”knokler- og kampenergien”.

Jeg oplever, at min idealisme og totale livsnyder-personlighed forenes i en sprudlende Livsdans.

Derfor brænder jeg også for at give både min viden og livsvisdom videre til dig og støtte dig til et liv og en hverdag levet ud fra din Sjæls sandhed og lige netop det, der får dig til at stråle og udfolde dig til dit højeste bedste.

Jeg tilbyder:

Jeg tilbyder forskellige former for yoga både på hold og som individuel yogaterapi. Derudover har jeg gruppeforløb samt afholder workshops og retreats.

Jeg tilbyder også forskellige former for individuel vejledning og terapi.

Du kan læse mere om, hvad jeg tilbyder her, og du er også meget velkommen til at kontakte mig eller komme forbi Favn til en snak om, hvad du kunne have glæde og gavn af på nuværende tidspunkt i dit liv.

    Du kan også følge med på instagram

    Det siger Tine om Favn og mig:

    I det smukke univers FAVN findes der en helt særlig fordybelse. Det er så healende og forløsende at træde ind i det felt, som Charlotte skaber via sin meget smukke og rene intuitive tilgang til energier og til den enkeltes behov i gruppen.

    Via sit klarsyn, klarviden og klarfølelse og en meget ren kontakt til guider, mestre og universet kanaliserer Charlotte lige præcis den energi til os, som forløser, frisætter og øger vores individuelle og gruppens energi og de udfordringer, vi står i som mennesker på denne jord.

    Charlotte guider os via sit hjerte, sit klarsyn og med sin altomfavnende kærlighed gennem meditationer, afspænding og yoga. Altid tilpasset gruppens fysiske og følelsesmæssige behov og den energi, vi alle er en del af.

    Charlotte afslutter altid med at lytte til hver enkeltes oplevelse og tager sig tid til kærlig guidning.
    Jeg føler mig altid løftet, forløst og tryg, når jeg fra FAVN og Charlotte begiver mig ud i verden..

    Kærlig hilsen Tine